Erindring Uddrag af erindring om skoletid på landet, konfirmation, fæste som landmand, forskellige specialarbejderstillinger og arbejdsulykker. Mand født i 1941. Hele Arne Mathiasens erindring kan findes på ABA - Erindringssamling 1995 nr. 30 "Mine forældre var begge af arbejderstanden, men boede dog i eget hus, som var delvis selvbygget i 1935. Min far var tømrer og måtte cykle det meste af Fyn rundt for at komme på arbejde. Min mor gjorde rent og vaskede for folk, mest for bønderne. Det var vist nok de mest pengestærke dengang." (s.1). "Jeg havde tre søskende, to brødre og en søster, som alle var ældre end jeg. Dengang var det således ude på landet, at når man skulle begynde i skole, startede vi i noget, der blev kaldt en forskole. Dem var der tre af i omegnen af Fraugde (en landsby på det østlige Fyn). Der gik vi så 3 år for derefter at begynde i en centralskole, som lå i selve Fraugde by. Det var efter forholdene i 50'erne en stor skole med 120 elever." (s.1). " Tøjet, som vi gik i skole med dengang, var for det meste noget hjemmesyet eller noget der var overtaget fra ældre søskende. Når det var efterår og vinter gik vi med gummistøvler eller træsko i skole. Alle skulle have kludesko med til at have på i timerne. Om sommeren gik vi med noget vi kaldte sommersko, nærmest en primitiv udgave af nutidens udgave af kondisko." (s.1). "I 1954 blev jeg konfirmeret, og efter det var der kun én vej, og det var ud at tjene hos en landmand. Mine 2 ældre brødre havde begge tjent hos en midaldrende sognefoged, som var ugift. Så der blev jeg også fæstet fra den 1. april 1954, fæstet betød, at man blev ansat, og ja jeg var der såmænd i 4 år. Jeg blev fæstet for et år af gangen og skulle have 700 kroner i løn og kost og logi, som det hed. Det var lige på den tid, hvor enhver bonde med respekt for sig selv havde en gummivogn. Der var også en del, der havde fået traktor, men sognefogeden, som jeg tjente hos var ligeglad med det. Han brugte, hvad han altid havde gjort: 4 store Belgierheste og kassevogne med jernhjul. Kunne vi ikke overkomme arbejdet med disse redskaber, lejede han bare maskinstationen til det mest besværlige. Jeg kan huske, da jeg havde lært at lægge selen rigtigt på hestene og spænde dem for vognen, så fik jeg en rød sodavand." (s. 1). "Jeg lærte selvfølgelig at bruge hestene, som man nu gjorde dengang. Det mest spændende var at pløje. Det var jo bare en plov, der pløjede en enkelt fure ad gangen. Når vi startede så hed det, at vi furede op, og når vi var færdige med en ager, så blev der lavet en afpløjning. Disse furer kunne jo ses af naboer og andre hele vinteren, så de skulle være lige. Han var ikke bange for at give hverken ros eller ris, sognefogeden. Når han kom ud i marken til mig under arbejdet, og furerne ikke var helt lige så råbte han: "Det står Søren Sørensen & Co.", men hvis det var lige så råbte han: "Jeg tager min hat af", og så smed han sin hat højt op i luften." (s. 2). "Efter 5 år forlod jeg sognefogeden. Det var godt nok lidt vemodigt, for jeg havde jo haft det godt nok. Men der var mange flere penge at tjene på fabrikkerne, og så havde man fri hver lørdag eftermiddag og søndag." (s. 2). "Den 1. maj 1959 begyndte jeg så at arbejde på Fraugde plovfabrik. Jeg var 18 år og følte mig fuldbefaren, og jeg var flyttet hjem til mine forældre. Den selvsamme dato blev jeg medlem af det, der i dag hedder SID. Jeg startede med at hjælpe en smed med at bøje bomme. Det var det største og tungeste stykke på ploven, det er det lange stykke, hvor sværdet og muldfjelden er boltet fast bagtil, trækstødet sad fortil. Efter et par måneder sammen med smeden blev jeg flyttet til hærderiet, hvor jeg lærte at hærde sværer i olie og muldfjelde i saltvand. Efter godt 1 år rejste jeg fra plovfabrikken. Jeg skulle aftjene min værnepligt ved militæret..." (s. 2). "Da jeg var færdig ved militæret, fik jeg arbejde på en lille køleskabsfabrik, og jeg boede atter hos mine forældre. Der var altid vrøvl med at få vores penge på den fabrik, så der var jeg ikke ret længe. Jeg havde lært en anden ung mand at kende på køleskabsfabrikken, og vi rejste sammen. Vi havde fået arbejde på Ejby teglværk ved Odense. Vi skulle trille våde mursten fra maskinen på en trillebør med langt lad, men uden sider. Stenene stod 3 og 3 sammen... det kaldtes kast, og vi måtte ikke lave mærker med fingrene, når vi læssede dem af. Der stod 14 kast på en trillebør, altså 42 sten. Det var på akkord og alting foregik i løb, men vi tjente en masse penge. Når klokken var 7 stod teglbestyreren nede ved maskinen med tvebakken i hånden for at se om der var nogen, der kom for sent. Efter 1 års tid skulle jeg til omskoling i 3 uger ved militæret. Der var snakket om, at teglværket skulle være automatisk, og da jeg kom tilbage, var man gået i gang, og vores løn faldt drastisk, så derfor rejste jeg." (s. 2). "Jeg kom til Hjallelse på en betonfabrik, der lavede elementer til skoler. Der blev bygget en masse skoler på det tidspunkt. Efter 1 års tid rejste jeg til en odenseansk murermester, der også lavede kloakeringsarbejde. Der var jeg i 5 år og lærte alt om kloakeringsarbejdet. Det var dengang, man brugte glaserede lerrør, som man støbte sammen med flydende asfalt. Men efter en ulykke på arbejdspladsen med et alvorligt benbrud, rejste jeg." (s. 3). "... så i 1970 rejste jeg hjemmefra og blev gift i en kirke og min kone var hvid brud og det hele, selvom hun var i tredje måned. Den 1. maj 1970 flyttede vi ind her, hvor vi bor endnu. Den første tid boede vi til leje, men oktober 1973 købte vi huset." (s.3). "Jeg havde længe puslet med tanken om at blive murerarbejdsmand, og det blev jeg så i 1969 hos det der dengang var Odenses største murerfirma. (...) Jeg var murerarbejdsmand en del år frem i tiden, blandt andet hos J. P. Kock og Hans Jørgensen & søn. Jeg var også med til at lave en del stort byggeri. F.eks. flere etaper af Odense universitet. I de første år som murerarbejdsmand var der ofte splid mellem arbejdsmand og svende. Arbejdsmanden fik ikke den samme timeløn som svendene, så derfor var der ofte ballade. Det blev meget bedre senere, da man faktisk aftalte en fælles akkord. Herefter var det arbejdsmanden job at syre murværket af og kradse fugerne ud. Hvis der skulle fuges var det arbejdsmanden, der satte studser i. Omvendt hvis arbejdsmanden på en eller anden måde var komme bagefter blev der afsat en svend til at hjælpe ham. Efter dette kom det til at gå meget bedre. Efter 12 år som murerarbejdsmand (i 1981) blev jeg desværre ramt af en arbejdsskade, jeg fik cementeksem på hænder og fødder, og kom til ambulant behandling på sygehuset og var sygemeldt i 3 måneder derefter." (s. 3). "Da sygdommen var faldet nogenlunde til ro, søgte jeg arbejde på en maskinfabrik ...jeg blev antaget og begyndte i november 1981. Det var en beholderfabrik, hvor de lavede varmtvandsbeholdere og en masse specialbeholdere til vandværker og andre, også en del til Afrika. Jeg betjente 2 valser, hvor jeg valsede jernplader til en rund beholder. Den ene valse havde en digitalbox, hvor man tastede de tal til olietryk med mere ind, som man skulle bruge. Så kunne jeg næsten stå med hænderne i lommen, medens den lavede arbejdet. Den anden var en gammel en der blev betjent manuelt, hvor jeg skulle stramme valsestokken efterhånden som pladen blev mere og mere rund. Ved siden af var jeg truckfører og kom på et 80 timers kursus, der sluttede med en teoretisk og en praktisk prøve, som jeg bestod. Der var efterhånden kommet en del bajere med i min hverdag på den fabrik, så jeg gik så småt og puslede med tanken om at komme væk derfra. Jeg havde set i avisen, at Fyns Amt søgte 2 SiD'ere til pleje og vedligeholdelse af de fynske amtsvandløb, som der er ca. 700 km af." (s. 3). "Så efter 4 år forlod jeg maskinfabrikken. Jeg var sammen med denne Amtsformand i 3 år, så holdt han op og gik på pension. Så overtog jeg hans arbejdsbil og hans job. Det er 10 år siden, det skete, og jeg har jobbet endnu. Arbejdet består i at forbedre overlevelsesmulighederne for fisk og fauna i de fynske amtsvandløb." (s. 4).