Erindring Uddrag af erindringer om drenges lærlingetid. Dreng født 1878. "Den 1. april 1893 kom jeg i lære, som grovsmed hos smedemester Petersen, Blegdamsvej 112". (s. 6). "Læretiden var 5 år med en løn af 3 kr. det første år og 1 kronens tillæg hvert år. Arbejdstiden var fra kl. 6 morgen til kl. 6 aften med 1 1/2 times spisetid, dog måtte jeg gå i byen i spisetiden for at hente øl og brændevin". (s. 7). "Desuden måtte jeg hver aften rømme op på to værksteder og hente vand til svendene, hvilket tog en time. Desuden skulle jeg møde søndag formiddag til hovedoprømning, rense essen og trille kul ind. Da der i løbet af 2 år kom en ny læredreng, blev forholdene noget bedre for mig". (s. 7). "Da jeg havde stået ca. 3 år i lære døde mester, og jeg fortsatte så læretiden på Larsens Vognfabrik i Smallegade på Frederiksberg". (s. 8). Var med i strejken i 1897, men kunne ikke få sin læreplads igen bagefter. "Det lykkedes mig imidlertid efter nogen tids forløb, og jeg kom i forbundt hos smedemester Rasmussen i Nyhavn 31, hvor jeg så udlærte i 1898 og fik bronzemedalje for vel udført svendestykke. Dog lagde min mester 3 måneder på læretiden og gav mig 2 kr. mindre om ugen, end jeg havde den forrige læreplads".(s. 9). Dreng født 1880. "Dagen efter jeg var kommen ud af skolen, begyndte jeg som arbejdsdreng på en jernsenge fabrik. Jeg var på malerværkstedet og bestilte ikke andet end at male senge, og da det gik godt et års tid, blev jeg ansat som malerlærling, med 6 kr. om ugen. Det var jo en god løn, så jeg fik lidt bedre tøj og på dette værksted havde jeg det godt". Hans ældste bror var også i lære her. "Jeg havde til tider meget travlt med at hente brændevin og øl samt morgenbitter til dem, og jeg fik så en snaps af dem hver; men det generede mig ikke, da jeg var vant til hjemme, at få en stor snaps med peber i, når jeg havde mavepine, og det havde jeg tit". (s. 10). "Imidlertid syntes min far, der ikke var meget at lære ved kun at male senge, og det blev så besluttet, at jeg skulle i smedelære, derfor blev malerkontrakten ophævet efter fælles overenskomst". (s. 11). Smedelærling: "I 1895 kom jeg så i lære i Hellerup: Det var et altmuligt værksted. Vi reparerede cykler, vandpumper, kakkelovnsrør, låse og meget andet, så man kan sige jeg fik en alsidig uddannelse. Mesteren var en lille streng herre. For den mindste ubetydelighed der ikke var efter hans hoved vankede der øretæver. Jeg fik efter et halvt års forløb en lærekammerat, han boede hos sin onkel som var slagtermester i Hellerup. Denne dreng der var af velhavende familie blev altid fremstillet som det pæne menneske". Tog imod den anden læredrengs lussinger for cigarer. Jeg fik kost og logi og 50 øre om ugen i løn som var til at købe øl for til maden. Så mesteren jeg ingen øl havde blev jeg skældt ud. Jeg lærte godt hos denne mester, for han var meget sirlig med sit arbejde". (s. 12). "Det var ikke noget stort værksted, der var højst to svende, til tider slet ingen og så os to drenge. Til at begynde med var det meget småt med lommepenge; men så fik jeg nogle små indtægter. Om søndagen gik jeg i byen for en konditor, det var særlig ved højtiderne der var noget at gøre, og en gang imellem om aftenen hos en grønthandler hvor jeg bragte varer ud. En overgang passede jeg 10 hunde i min fritid og alt med min mesters tilladelse. Jeg havde også lidt fusk ved faget, men dette turde jeg ikke omtale for mester, han ville sikkert forbyde det.(s. 13). "Læretiden skulle være 4 1/2 år, men efter 3 års forløb blev min far og min mester enige om at ophæve kontrakten, så jeg kunne komme et andet sted hen og lære færdig, samtidigt med at se andre forhold og lære mere ved faget. Der gik dog et par måneder, før jeg fandt noget der passede. I mellemtiden tog jeg hyre på en kulbåd som fyrbøder...". Fik læreplads i Charlottenlund. "I denne nye læreplads skulle jeg være lidt over et år og her var lønnen 10 kr. om ugen. Arbejdet var omtrent det samme, som det første sted jeg var, men jeg arbejdede mere selvstændigt. Vi var 3 svende, 2 lærlinge og jeg som forbundter". (s. 14). "Mesteren var en rigtig flink mand og jeg havde det godt hos ham. Jeg var efterhånden bleven noget ældre, så han sagde De til mig. Da jeg kom til ham, var jeg blottet både for tøj og penge, men hos en forretningsforbindelse han havde, kunne jeg få, hvad jeg havde brug for på hans regning, imod at betale af på det hver uge, og dette ansporede mig til at arbejde godt i hans interesse. Jeg udlærte den 1/1-1900 og fik mit svendebrev. (s. 15). Dreng født 1881. "Så skulle jeg altså i lære. Barber ville jeg ikke være. Så foreslog far mig at gå i kleinsmedelære, det skulle være så godt. Jeg selv havde ikke begreb om, hvordan det var, så jeg slog til. Jeg kom så i lære hos en lille mester i Ravnsborggade 20. Værkstedet var i en kælder i mellembygningen. Der var 6 trin ned, lavt til loftet og kun lidt plads". (s. 28). "Han havde lovet os Laugkontrakt; men holdt, trods henstilling fra os lærlinge; ikke sit løfte. Da jeg havde været i lære i 3 år, blev jeg klar over, at jeg ville være dårligt stillet, hvis jeg efter 5 års læretid blev svend, fra dette værksted. Vi var så 2 lærlinge, der fik vore fædre til at indse det kloge i at søge et nyt lærested". (s. 31). "Vi var så heldige at komme i forbundt hos Jul. Bruun i Heimdalsgade. Det var et mindre kedelsmedie og maskinværksted. Kun få år gammelt med store lyse lokaler, kort sagt en fuldstændig modsætning til det usunde rottehul, vi kom fra. På 1 1/2 år lærte jeg mere end de 3 år, jeg havde været i Ravnsborggade". (s. 31-32). Dreng født 1884. "...de 3 piger kom ud at tjene, og os fem drenge skulle lære et fag, det ville mor have, en blev snedker, en blikkenslager, 2 smede og en sølvsmed, det var jo et stort offer at have 5 drenge i lære for en ringe løn, men det har vi været glade for, det giver bonus i det lange løb, og vi har da også været meget taknemmelig for, at vi lærte et fag". (s. 5). "Jeg ville være smed. Far og jeg var henne hos Schmidt og Mygind, Nørrebrogade, og tale med direktøren, men der var i øjeblikket ikke brug for smedelærlinge, men formerlærlinge, om jeg ikke kunne tænke mig, at blive det. Jeg spurgte , hvad det var? Ja, det var også noget med jern, blev der sagt, og så mente jeg, at når det var det, måtte det være godt; og så kom jeg i formerlære, der blev skreven kontrakt, og 3 dage efter konfirmationen begyndte jeg i læren. Jeg blev nu hurtig klar over, at det var en forkert hylde, jeg var kommen på. Tre mdr. efter måtte far med mig hen til direktøren igen. Far måtte forklare, at jeg ville være smed. Nå, du vil være smed, ja, så skal du også blive det. Direktøren tog telefonen, ringede ned efter overværkfører Hummel og fortalte, at jeg skulle i smedelære fra i morgen og de 3 mdr. i formerlæren skulle refunderes. Så kom jeg endelig i smedelære". (s. 22). Dreng født 1884. "Men nu skulle livets alvor begynde, og vi skulle se os om efter en lære til mig, og det gav stof til mange spekulationer; jeg var lidt af en splejs, så jeg kunne jo ikke egne mig til hvadsomhelst. Men det endte med at jeg kom i billedskærerlære under den forvisning om, at det ikke kunne overstige mine kræfter, og at jeg der kunne få brug for min lyst til tegning. Jeg havde altid holdt meget af at tegne. Jeg var jo nærmest at betragte som enebarn, mine søstre var jo så meget ældre, at jeg blev overladt til mig selv, så når jeg fik stukket en stump blyant i hånden og et stykke papir, kunne jeg få mange timer til at gå. Det var i Gothersgade 38, at min første læreplads var, i et atelier, der ganske vist lå i stuen ud til en ganske lille mørk baggård, hvor aldrig en solstråle nåede ned, men alligevel var bygget som atelier med vinduer ud i gården. Vel sagtens i et forsøg på at fange lidt dagslys, men vi måtte næsten altid arbejde ved lampelys, og den gang var det altid petroleum. Jeg mødte kl. 6 1/2 morgen og gik hjem til middag fra 12-13 1/2, fyraften kl. 18. Men hvor var jeg stolt den første dag, jeg havde arbejdet, jeg nænnede ikke at børste spåner og savsmuld af tøjet. Det kunne ellers være et meget morsomt og interessant arbejde vi lavede - eller rettere mester, for jeg fik selvsagt ikke lov til at rode meget med det. Det var karylatyder og dørfyldninger i hollandsk renæssance stil... Mester var ungkarl eller måske enkemand, så jeg blev straks sat til at lave mad til ham. Det var med at gå hen om hjørnet i Adelgade og købe en knækpølse til, jeg tror det var, 8 øre og brase den op på panden over et osende petroliumsapparat i baggrunden af rummet, der var adskilt fra værkstedet med et forhæng, der stod også hans seng og et bord samt to vakkelvorne stole. En gang om ugen måtte jeg vandre ud til det yderste af Istedgade og hente middagsmad i en spand hos mesters kvindelige bekendtskab, så havde han mad et par dage. Det skulle kun opvarmes, så slap jeg med kun at vaske op, men det måtte kun foregå i koldt vand, så det kneb med at få fedtet af. Så det og så soden fra apparatet fik jeg gnedet så stærkt ind i mine hænder, så jeg aldrig kunne blive rigtig ren. Jeg har aldrig været så snavset før eller senere. Ellers gik tiden med at gå i byen. (...) Men af og til fik jeg da lov til at hugge lidt med køllen og de mange forskellige skærejern og lære lidt om træets behandling, hvordan man skulle følge årerne, så det ikke spaltedes i utide. Så skulle jeg også på teknisk skole og have undervisning i tegning, det skulle mester i følge lærekontrakten betale med til, hvad der nok faldt ham hårdt. Så han kom i tanke om, at han selv kunne undervise os - der var en læredreng til, der havde være der et par år. Så kunne han spare de penge! Det sket så efter fyraften, men undervisning var, kunne jeg snart se, ganske værdiløs. (...) Jeg tror ellers nok, at han var en dygtig håndværker; der hang på væggen i glas og ramme, et diplom fra Verdensudstillingen i Paris, hvor han og broderen havde udstillet og fået en udemærkelse". (s. 22-25). "...for kort tid efter, havde mor og jeg indset, at det vist kun var at spilde tiden med den lære og så se os om efter noget andet, så en dag gik en af mine svogre med til mester og løste mig ud af den plads, under mesters kraftige protester!" (s. 27). "Så havde jeg spildt 2 af mine ungdoms år til ingen nytte for 2 kr. om ugen! Jeg skulle så se at finde noget andet og valgte så cigarmageriet, ikke fordi at jeg havde lyst og følte mig draget dertil, men kun fordi at jeg kun skulle stå 4 år i lære mod de almindelige 5, og dermed kunne indvinde et år. Vi fik så cigarmageren, som jeg tidligere har omtalt, der boede i stuen, til at gå med mig rundt til fabrikkerne og søge en lære og blev så antaget på V. Elisasens Fabrik i Lille Strandstrædet med en begyndelses løn på 3 kr. ugentlig, stigende med 1 kr. årlig. Det kunne jo ikke blive til nogen økonomisk hjælp for min mor. Indgangen til fabrikken så meget fin ud, det var gennem en port i et smukt rokoko palæ, men vi skulle ind gennem gården op ad en smal hønsetrappe over en hestestald - det var de primitive forhold, der var ganske almindelige for cigarfabrikkerne... dengang. Vi var en halv snes læredrenge omtrent på samme alder, da de største netop var eller blev udlært, da jeg begyndte. Det var pæne flinke drenge og gode kammerater. Der beskæftigedes ellers vel en 50-60 mandlige og kvindelige arbejdere - en fabrik af mellem størrelsen. Mesteren hed Gran og var i slutningen af 30erne, ville gerne lade velvillig over for arbejderne, men var nok hæmmet, fordi han aldrig havde været andre steder. Han havde lært der og blev mester med det samme, da han blev svend. Han var ikke afholdt, og os drenge opdragede han med flittig brug af spanskrøret... Arbejdstiden var fra 7 til 6 for os drenge en halv time før og 1/2 - 3/4 time efter. Vi skulle rydde op og feje gulv og strø den fugtige tobak "indlægget" ud på gulvet til tørring, så man kunne først være hjemme ved 7 tiden. De første par år gik med at "gå på gulvet", som det hed, dvs. at gå til hånde med alt muligt: rende vikler (den del af cigaren under dækblad) i formene, gå i byen for svendene og firmaet, hjælpe til i tørrestuen og i fugtekælderen, rense de famøse spyttebakker, det var gerne de sidst ankomne drenges opgave o.m.a. I kælderen blev den rå tobak fugtet under mesters anvisninger ved at sænke den eller holde bladbundterne under vand - under hans kommando: op eller ned. Der var iskoldt dernede en vinterdag, der kunne godt være is på vandet. Derefter skete det som regel, at man skulle lige op i tørrestuen, hvor der var en 30-40 graders varme og en skrækkelig os... Ind imellem kom jeg så også til at lære at "strippe" tobak, det er at brede bladene ud og fjerne stilkene - så først, og da var næsten 2 år gået, kunne jeg begynde at lære at rulle vikler.... (s. 27-30). Fik tuberkulose, blev indlagt på hospitalet, derfra overført til Boserup Sanatorium, hvor han var i 6 måneder. (s. 33). "Jeg var der hele sommeren og jeg kom mig godt; blev udskrevet om efteråret som helbredt (relativt) og meldte mig så igen på arbejdspladsen for at stå det sidste år igennem, så jeg kunne blive udlært og blive svend. Og det blev jeg så og var glad, da jeg kunne sige farvel til de triste læreår. Der var ingen ceremonier eller gilde på fabrikken, når man blev; man kom op og viste sig i det nye tøj, hilste på svendene og gav en omgang øl. Men så kom det, der var så svært dengang. Man skulle sige du. Det kunne så nogenlunde gå til de yngre - men til de ældre!" (s. 34). "Nu skulle man jo bare se at få noget at bestille, men det viste sig ikke at være så let, jeg travede byen rundt hver dag til alle større og mindre fabrikker; men stadig uden held: "ikke noget i øjeblikket", "kom igen i næste uge", jeg blev ked af det. Den tvungne lediggang huede mig ikke. Der var ofte megen arbejdsløshed i vort fag, så man kunne godt risikere at gå længe ledig, så jeg besluttede mig til, som så mange i vort fag, at rejse til Hamburg".(s. 34-35). Dreng født 1882. "Jeg søgte nu en læreplads, jeg ville gerne være urtekræmmer, hvert sted jeg søgte, fik jeg at vide, at jeg var for lille.. Jeg blev rådet til at gå i cigarmagerlære og den 21. nov. 1896 fik jeg en læreplads i Sværtegade 4. Arbejdstiden var fra kl. 8 morgen til 6 om aftenen med begyndelsesløn af 3 kr. første år, stigende med 1 krone pr. år. Læretiden var 4 år. Arbejdspladsen var en tidligere lejlighed på 4 værelser og køkken. De 2 værelser var slået sammen til et lokale, og der sad 16 cigarmagere ved 3 lange borde, hver arbejdsplads var godt en alen i bredden og i dybden. På hver plads var slået et sækkelærredsforklæde, det blev kaldt for et fælder. Cigarmagerne havde hvide forklæder på og sad på træstole uden ryg. Belysningen var i begyndelsen petroleumslamper, senere fik vi gasglødelys. Ved hver plads stod en firkantet træspyttebakke fyldt med tobakssand. Det var jo ikke altid let at ramme midt i spyttebakken, mange gange hængte der klatter på siden af den, og det var yngste læredrengs pligt at gå fra 4. sal ned med disse og tømme dem af. Lokalet blev opvarmet af kakkelovne og dem skulle vi også passe, samt gå svendene til hånde i det første år. I lokalet bag ved sad mesteren med læredrengene og 2 svende og i det bagerste lokale de kvindelige arbejdere, der skulle tilberede tobakken, så svendene kunne arbejde med den. Men først skulle tobakken fugtes og det foregik nede i gården, det var også mit arbejde at slæbe 30 til 40 pund våd tobak op af køkkentrappen til 4. sal. Kom der tobak fra Frihavnen måtte vi læredrenge slæbe den fra vognen igennem gangen og ned i kælderen - ofte baller på 70 kilo Brasil. Det var drøjt arbejde for os læredrenge. (...) Jeg havde tre kvarter til min arbejdsplads om vinteren, om sommeren kunne jeg gøre det på tyve minutter for så gik jeg igennem Kongens Have." (s. 9-11). "Cigarmagerne var et frit folkefærd, de kom og gik når det passede dem, havde de ikke lyst at arbejde en dag, så gik de i byen, som det kaldtes. De kunne også på grund af deres arbejde diskutere politik og mange andre emner, de blev også kaldt filosofer i arbejderbluser".. (s. 11).. "Da jeg havde været et år i lære, stak den ældste læredreng af til Hamborg, og mesteren svor på, at for fremtiden skulle ingen af hans læredrenge lære håndarbejde, men det var kun mig det gik ud over, de efter følgende fik det gennemtvunget, at de skulle lære det". (s. 12). "Da jeg havde været 2 år lære, begyndte jeg at gå til tyskundervisning på de kommunale fortsættelseskursus, for man var jo ikke rigtig cigarmager, hvis man ikke havde arbejdet i Tyskland". (s. 12). "Den 21. nov. 1900 blev jeg udlært, jeg havde været på akkord de to sidste år på halv svendeløn, men fik kun udbetalt min almindelige ugeløn, resten blev hensat til jeg blev udlært. For disse penge fik jeg mit første nye tøj, og jeg købte en flaske snaps og 2 bajere til hver af svendene, og så var jeg svend". (s. 12-13). "Jeg beholdt arbejdet på lærestedet til midten af januar. (...) Senere fik jeg arbejde hen på foråret til juli, så var det slut igen. Mindste pris på cigarer var 8 kr. pr. tusind, det arbejde fik vi ungsvende". (s. 13). Dreng født 1884. "Da jeg blev konfirmeret, kom jeg i maskinlære den 19/3-1899 på Frederiksberg Jernstøberi og maskinfabrik i Falkonerallé 42, det var lige før den store lockout i 1899". (s. 13). "...kom jeg til at lave bundplader til kakkelovne, der skulle sættes tre ben på hver plade og da de første var tilfredsstillende, fik jeg akkord, 20 stk. af gangen og 4 øre for hver bundplader, der blev altid et lille overskud og det gav mine forældre mig lov til at beholde, min løn måtte jeg aflevere til min mor". (s. 13-14). "Min læretid gik godt, jeg var glad for det fag jeg var gået ind i, jeg kom godt ud af det med både læremester og svende, i det sidste år af min læretid stod jeg ved drejebænk, det blev mit arbejde det meste af de år jeg arbejdede som svend". (s. 15). "Da den tid nærmede sig, at jeg skulle være svend, spurgte jeg værkfører Eriksen, om jeg måtte lave svendestykke, dertil blev der svaret, det er ikke noget der bliver forlangt og da du har specialiseret dig som drejer, kan du godt tjene dit levebrød på det". (s. 17). "Den 1. april 1903 blev jeg svend...". Dagen blev fejret med bajsker øl og snaps. "Den førstkommende lørdag holdt jeg svendegilde i Café Propper på Fuglevangsvej, de fleste af svendene var mødt, jeg betalte 25 kr. til festen...". (s. 17). "Min yngre broder var i lære hos A/S Nielsen og Winthers Værktøjsmaskinfabrik, Blegdamsvej 60, han skaffede mig arbejde som drejer...". (s. 18-19). "...det er vist ikke ret meget, De har lært på Frederiksberg Jernstøberi". Hvortil jeg svarede: "Nej, det er det ikke, men jeg vil gerne lære mere...". (s. 19). Dreng født 1876. "Hver lørdag aften stillede jeg i Bikuben med min 2 kr., det var nu ikke meget, men alene det at have en sparekassebog gav kapitalist fornemmelser, det rankede ryggen at vide, man havde en skilling i baghånden, det tog tid med at få de første 100 kroner samlet sammen. Efterhånden steg min timeløn, så da lockouten kom i '99 havde jeg 38 øre, det var den højeste timeløn på værkstedet. I årene forud for det store opgør tog man det ikke så nøje om, man ville stå i fagforening eller ej, jeg var ikke medlem - socialist var nærmest et grimt ord med oprørsk klang og jeg ville ikke ind i socialisternes rækker - kan hænde, også hjemmets indflydelse har gjort sig gældende; min fader vedblev, trods de ændrede kår, at være en fuldblods højremand". (s. 93).