Erindring Uddrag af erindring om en fattig barndom med børnearbejde, en fordrukken far og dårlige boligforhold, om at stikke til søs og krisen i 30'erne. Mand født i 1903. Hele Eiler V. Christoffersens erindring kan findes på Københavns Stadsarkiv - pensionisterindring 1969 nr. 1457. "Han (storebroderen) skulle med Amagerbanen ud til Kastrup Glasværk, hvor han arbejdede som halvdagsdreng og samtidigt gik i skole derude". En søster Dina, der var yngre end den ældste bror, men ældre end Eiler: "Dina (søsteren) fik en alt for stor frakke på, et langt hjemmegjort halstørklæde viklet flere gange om den magre hals, en ildrød hue trukket ned om ørene og til slut en lille lygte med et tællelys i en snor om halsen, så den hang og dinglede på maven. Dina skulle ud med aviser sammen med den gamle madam Olsen, hende som ikke selv kunne gå op af trapperne... For den gerning fik Dina den formidable løn af 50 øre om ugen. Penge som hun dog ikke kunne bruge efter forgodtbefindende. Næ, de skulle pænt afleveres hjemme og gik ind i den almindelige husholdning. Senere blev det også min tur at hjælpe madam Olsen og da var det knap så spændende, lønnen var den samme - 50 øre, som også blev afleveret hjemme, men der var alligevel sket en mærkbar forandring, jeg fik da 5 øre hver søndag til min egen fornøjelse." (s. 1). "Min far var af fag bødker. I min barndom allerede et døende fag. Derfor var det meget lidt han arbejdede ved bødkeriet. Kun af og til var han på Asiatisk plads i Strandgade, hvor et stort vinfirma havde til huse." (s. 1). "Skolen blev passet så som så. Lektielæsning havde man ingen ro til og heller ingen lyst til. I den lille lejlighed med det sparsomme lys fra en søvnig petroleumshængelampe, der hang over et vakkelvornt bord indgav ikke os børn nogen særlig lyst til at opholde os oppe om aftenen. Gaden blev vort hjem og hjemmet kun et sted, hvor vi nødtvunget måtte søge hen for dog at få nogen søvn. Dette gælder dog kun for tiden, da vi blev noget større. Som små hang vi som alle andre unger lige så fortrøstningsfuldt ved vor mor." (s. 1-2). "Fattigdom og underernæring var daglig gæst i vort liv, de fleste dage gik vi hel eller halvsultne i seng, og fik vi endelig noget i skrutten bestod det mest af kaffe eller the med daggammelt brød til, købt tidlig morgen ved 6 tiden for næsten ingen penge." "Det var trange tider, næsten for alle arbejdere. Dog var der jo nogen, som havde forsaget flasken, og dem gik det jo langt bedre selvom de alligevel sad i små kår, men så heldige var vi ikke med vores far." "I gården (på Amager) var der små haver. Dog ikke så mange, at der var nok til alle beboerne. Det var min mors største ønske at få en sådan have. Så kunne vi da dyrke nogle urter, holde høns og kaniner. Og var dermed selvforsynende med både kød og grøntsager. Det var vist i den helt store stil, omtrent som konen med æggene. Næ, det varede en rum tid inden vi fik en sådan have, og inden måtte vi nøjes med smuler, der faldt fra de såkaldte Amagerkoners slagtebord. Vi fik nemlig alle de hoveder, som de ikke selv ville æde fra de kaniner, der regelmæssigt blev slagtet hver lørdag aften. Nå, det var dog et fremskridt fra tiden før, nu kunne vi da få frisk kød..." (s. 2-3). "Der var kun fattigvæsenet og det ville han Faren) aldrig søge. Arbejderne var mærkelige dengang. Mange mente, det var en forbrydelse at modtage fattighjælp, så hellere lade kone og børn sulte. Bare man havde den ret at gå hen og stemme engang imellem, når der skulle være valg. Engang under en sådan valgkamp kom en hestevogn gennem Augustagade, hornmusik smældede fra de tykke herrer, der sad på sæder i vognen. Det var partiet Højre, der var på valgpropaganda. Om vore fædre (...) var særlig politisk modne ved jeg ikke, men de opfordrede os til at bombardere musikken med sten. Hvilket vi gjorde af hjertens lyst, uden nogen skrupler eller viden om hvad det betød. Der var nogle slemme buler i hornene inden kusken fik hestene i fart og forsvandt om hjørnet til Kirkegårdsvej. Metoderne var andre dengang til at bekæmpe modstandere med, men politikken er vistnok den samme som nu, mange løfter inden valget og ingen ordholden efter." (s. 5). "Jeg har talt en hel del om mad. Det kan måske se mærkeligt ud, men det har nu den rigtighed, at det var næsten det spørgsmål, som optog os drenge mest til hverdag, sulten var vi altid - eller måske aldrig mætte, og blev man engang imellem mæt var det sikkert en forkert føde, vi blev fyldt med. Overfor skolen lå en slikbutik. Sjældent købte vi direkte slik, men de såkaldte studenterbrød var en lækkerbisken, selvom det vistnok kun var opblødt rugbrød med lidt sukkerstads ovenpå. De kostede 2 øre og mættede en hel del". (s. 5). "Det var en lykkelig tid, vi havde på Amager. Som allerede sagt var det ligesom vi fik mere mad, idet vi altid kunne bjerge noget spiseligt under vore ture rundt på markerne , en roe kan jo også smage dejlig, og frugt savnede vi aldrig selv om det kunne knibe ved vintertid, vi havde jo ingen opbevaringsmuligheder. Men frøs gjorde vi aldrig, kælderen var altid fuld af koks og brænde, hentede omkring på byggepladser eller tog med hjem fra stranden, når der var noget drevet i land." (s. 5). "Haven med dyrene gav os ekstra arbejde. Nu skulle vi også skaffe foder. Om efteråret gik det snildt, når kålen var afskåret, stod stokken tilbage, den måtte vi gerne tage... Galt var det først på sommeren, da måtte vi ud og pille skørtidsler, et møjsommeligt arbejde og som ikke alle sammen kunne tåle saften fra disse planter..." (s. 5-6). "Fra det grå Vesterbro, som jeg dog ingen mindelser har om, til nogle forholdsvis gode år på Amager, går nu turen til det triste Christianshavn, den bydel som blev den værste i min tid... Det var slum det hele. De mange små huse uden kælder, stod på den bare jord og samlede fugtighed, som vist ikke var særlig befordrende for opvæksten og sundheden for en dreng i groalderen. Men jeg accepterede tingene i den orden, de kom, spurgte ikke om grunden til, at vi skulle flytte. (...) En stuelejlighed over en port i Prinsessegade var møblerne stillet på plads. Det vil sige stuen over porten var så lav at vi måtte kravle på knæene ind for at komme i seng. Trangt var der og når vi 5 børn lå på madrasser på gulvet i det lavtloftede rum, synes alting at skulle trykke os endnu længere ned end vi var. " (s. 6). "Min bror arbejdede nu på Lars Jakobsens trævarelager, nede for enden af Strandgade, "slæve Las" blev arbejdspladsen kaldt mellem os drenge. Og det var også en slaveanstalt. Lønnen var minimal, men arbejde var der rigeligt af. (...) Senere blev det min tur til at indtjene til livets ophold på samme sted."(s. 8). "Min søster Dina, der nu også var konfirmeret (ligesom broderen), kom straks i plads hos en læge ude på Trianglen. Hun rendte dog snart derfra, da kosten var så, den ikke kan beskrives, og så var der ikke for meget heller. Lønnen var kr. 15 pr. måned. Og så bestemte fruen, hvornår hun kunne besøge sin familie. Sådanne fruer havde hånd og halsret over deres piger, en halv fridag hver anden uge var ret almindeligt på den tid." (s. 8). "Min egen ringhed, der var en ret stor knægt, måtte selvfølgelig også bestille noget. Det blev skråfabrikken Brødrene Braun i Prinsessegade. Her mødte vi halvdagsbørn kl. 7.00 hver morgen, for derefter at styrte over i skolen i Bådsmandsstrædet på den anden side af gaden. Eftermiddagsholdet gik som regel lige fra skole over på Skråen, som vi kaldte den. Arbejdspladsen var såmænd meget god, skråspinderne var rare mennesker med de undtagelser, som altid findes blandt et så folkefærd. Lønnen var derimod ikke særlig god, 2,75 øre om ugen, var hvad det kunne blive til. Og der skulle bestilles noget for denne formidable sum. Busk æg dæksblade skulle være lagt pænt ud, når svenden kom med sit spindebræt, for han var jo på akkord og skulle holde en bestemt mængde skråtobak for at holde en nogenlunde ugeløn. Det skal siges til mange svendes ros, at de heller ikke var bange for at stikke en 25 øre, når ugen havde været rigtig givtig. Men vi børn kunne såmænd godt få ondt i vore ben af al den renden frem og tilbage langs det store bord. Her fik jeg lejlighed til for første gang i mit liv at deltage i en strejke. Ja, jeg tør næsten prale af, at det var mig, der fik strejken igangsat. Formålet var at få 30 øre mere om ugen, så vi rundede de 3 kr. Jeg havde jo den idé, at disse 30 øre kunne jeg, så selv have til min egen lomme. Men ak, det rygtedes, at vi lavede strejke, selvom mange af os havde taget andet arbejde jeg hos Jensen & Møller i Dronningens gade, og kom hjem med en ugeløn. For hjemme turde man ikke fortælle, hvad vi lavede. Kunne vi så ikke skaffe 2,70 øre på den nye arbejdsplads, gik vi ganske simpelt på flaskeskud omkring på byggepladser eller over i havnen, de manglende penge skulle jo skaffes på en eller anden måde. Stor var mine forældres overraskelse, da der en dag kom et brev, der bad deres søn om at møde på Skråen, da man nu gerne ville give kr. 3 om ugen. Dog mindes jeg ikke at der vankede tæsk, men de 30 øre fik jeg ikke lov at beholde." (s. 8). "Aldrig i min barndom har jeg eller andre af mine søskende fået noget, der hed lommepenge, hverken om søndagen eller til højtiderne..." (s.8). "Hvilken fattigdom var man ikke vidne til her på "Havnen". Jeg mener at kunne erindre, at der også dengang var mange arbejdsløse, man så dem liste langs husmurene. Om vinteren frysende og sikkert også sultne og om sommeren drivende omkring i gaderne eller (...) på Volden, hvor de lå og snapsede den, hvis der ellers var penge dertil. Så vidt jeg husker fandtes der ikke noget socialforsorg af nogen slags, der var kun fattigvæsenet, hvis man ikke kunne forsørge sig selv og sin familie. Det var vistnok en trist gang for datidens arbejdere, og mange var trods sult og kulde alligevel så ærekære, at det hellere undlod at begære fattighjælp end at miste sin valgret. Men mange var der trods alt, der fornuftigvis bed skammen i sig og gik den tunge gang til fattigforstanderen, som havde til huse i Ovengaden oven Vandet. Blev der bevilget disse mennesker nogen hjælp, var det som regel i form af madbilletter, den skulle så hentes på Sundholm eller et andet af forstanderen anvist sted. Pengehjælp gaves også, et ringe beløb, som ikke kunne holde sult og kulde fra døre. Den skulle i så fald hentes på Københavns Rådhus. Om vinteren når kulden satte ind, fik de fattige også brændsel, koks vistnok en hektoliter hver måned. Det skete i Prinsessegade nr. 7, hvor der ankom en hestevogn med danske koks, læssede den af i porten og her måtte så de fattige og gamle hente dem i overværelse af kvarterets beboere. Men jeg er af den formening, at ingen tog forargelse eller så ned på disse ulykkelige mennesker, dertil var der for mange på Christianshavn." (s. 9). "Et kapitel for sig var mine kammerater, mælkedrengene. Det var vistnok det sureste job, man kunne få som dreng. Op om morgenen kl. ca. 4.00, derefter afsted i slud og mørke for at træffe sin mælkevogn et eller andet sted i byen. Derefter op og ned af mørke trapper og stille mælken uden for folks dør... Det var et hårdt job, men mange foretrak dette, fordi der var af og til drikkepenge, selvom det ikke var store beløb. (...) Disse mælkedrenge var naturligvis trætte, når de mødte i skolen kl. 8 om morgenen, de fik som regel lov til at sidde nede på de sidste bænke og sove de første timer. Kundskaben blev af den årsag derefter." (s. 10-11). "Det var vistnok et almindeligt træk i datiden op til den første verdenskrig, at man misbrugte børn i den skolepligtige alder til arbejde, som langt oversteg deres kræfter, og har vel også sat dem tilbage i væksten. Endvidere blev disse børn aflønnet på en skammelig måde, men hjemmene havde brug for de penge, da de voksne arbejderes løn ikke slog til for opretholdelsen af nogenlunde gode forhold i hjemmene." (s. 11). "Jeg havde selv været med min far henne og leje lejligheden (i Amagergade, Christanhavn). Det var en kvist ud mod Volden, her var en dejlig udsigt, men som far sagde: "Man kan sgu ikke leve af udsigten". Skrå vægge til langt ned mod gulvet, fyldninger ud mod tagrenden tog far af og lavede lemme deraf. Herinde under taget lå så to drenge og sov(...) Men forbandet koldt var her, når vinden stod på, for taget var ikke alle steder understrøget. (...) Smal og trist lå denhen ved vintertid. (...) I Amagergade var åbne rendestene, der løb langs hele gadens længde lige fra Torvegade og ned mod Volden. Disse rendestene var en forfærdelig stinkende foreteelse, og det gjaldt også om vinteren, hvis det ikke ligefrem var frost. Om sommeren var der en ulidelig stank både ved dag og nat. Alt køkkenaffald, som havde nogen mulighed for at kunne løbe gennem nedløbsrørene, kom silende gennem mindre åbne rendestene inde fra husene. (...) Ved stærke regnskyld lettede disse brædderog sejlede gennem gaden... Det var ikke et særlig godt miljø for unge mennesker at være bosatte i. På hjørnet af Amagergade og Torvegade lå et værtshus "Røde Lygte", næsten uden undtagelse var der ballade på denne ølstue, og altid kom balladen over gamle afdankede ludere, som var stamgæster her. Det udartede sig til slagsmål, som altid blev afgjort nede i gaden... "Nu efter at man var blevet "voksen" skulle jeg selvfølgelig ud og arbejde hele dagen. På Skråen kunne jeg ikke være mere, der ville man kun vide af skolebørn. Hvorved man sparede en del penge på arbejdsløn." (s. 12). "Det er ikke, som mange har forståelsen af, kun i 30'erne, der var arbejdsløshed, næ, i tyverne var der såmænd også mange ledige, af og til kunne man slumpe sig til et par løse dage: B&W med rustbankning eller andet meget beskidt arbejde og altid til en ringe betaling. Ja, man kunne risikere at ødelægge et sæt undertøj blot for at få udbetalt omkring 6-7 kroner om dagen, dette arbejde var ikke særlig eftertragtet, men nøden tvang en til at tage, hvad der fandtes." (s. 13). Fiskede brædder og koks fra hans egen lille jolle, for at sælge det som optændingsbrænde. "Understøttelsen fik man kun i perioder på vistnok tre måneder om året, eller måske var det 2 gange om året, resten af tiden måtte man klare sig som man bedst kunne. Ellers var der kun fattigvæsenet tilbage, så hellere slide i det end gå den vej." (s. 13). "Jeg blev omsider gift i 1928. (...) Arbejde var der ikke meget af. Min kone var i lykkelige omstændigheder, hvis kan tale om lykke i den forbindelse, når der ingen job er. Men nu var der ingen anden vej udenom. Jeg havde på tidspunkt købt en kolonihave på Røde Mellemvej af min mor, der flyttede vi så ud. Møblementet bestod af to kurvestole og et kurvebord, som vi havde købt på af betaling for kr. 36,00. Vi var meget heldige ved dette køb, for da vi kom og skulle betale det første afdrag, var manden flyttet og vi vidste ikke hvorhen, og vi hørte aldrig noget fra ham. Her boede vi så en sommer og langt hen på efteråret, da fik vi en lejlighed (jeg kalder det lejlighed), det er i grunden misvisende. I Sofiegade nr. 22 inde i et sidehus med udsigt til en brandmur ca. fire meter fra vore vinduer, en herlig udsigt. Langs muren løb en åben rendesten, der modtog alt, hvad beboerne kom i vasken og det var ikke småting. Mændene brugte vasken til pissoir, og koner kom al slags køkkenaffald deri, som kunne komme gennem nedløbsrøret. Ja, selv potten med småbørns fornødenheder. Her fik jeg titlen som vicevært. Jeg skulle holde gård og gade samt rense nævnte rendesten, for den formidable sum af 7 kroner pr. måned. Det varede dog ikke længe før jeg gav afkald på, værdigheden, da værten efterhånden forlenede mig med mere arbejde uden at yde nogen godtgørelse til gengæld." (s. 14-15). "Lejligheden bestod af et værelse. Gas, lys eller vand var der ikke. Omtrent vel 16 kvadratmeter var det vi rådede over. Når vi skulle i seng stillede vi en kommode hen foran indgangen, oven på satte vi så den øverste del af barnevognen med ungen i, så vi fri for gæsteri. Nå, det havde vi ikke så meget af, vi havde jo som alle vore bekendte intet at byde på. Køkken ja det var vel så stort som et klædeskab, og mørkt uden vinduer. Jo vi var rigtignok blevet en familie." (s.15). "Hvor længe boede vi i denne rotterede? Lokum ude i gården. Svineri overalt, ingen ville gøre noget uden selvfølgelig at få betaling derfor, men værten var ikke i spenderbukserne, så møget flød overalt. Et rigtigt hjem og opholdssted for et nyfødt barn at vokse op i. Vi måtte snarest finde noget andet, men det måtte ikke være for dyrt. Endelig lykkedes det. I Torvegade 73, det sidste hus oppe mod Christianshavns Vold blev vort nye hjem. Huset kaldtes "Skibet". Hvorfor dette navn var mig ubekendt, dog var der malet et sejlskib over gadedøren, men ellers havde det været en gammel købmandsgård med toppede brostensbelægning, og hvor der havde været indkørsel for bønderne af en port omme i Voldgade. Her var meget hyggeligt at bo, men som alle andre steder var huset fyldt med rotter og til overflod fandtes her også i enkelte lejligheder væggelus, et navn som dog sjældent benyttedes, man kaldte dem hellere "tapethøns". Om det var fordi man skammede sig over at man havde væggelus skal være usagt, men det var såmænd ingen skam, de var ikke til at udrydde og værterne gjorde jo intet derfor. Det kostede jo penge." (s.15). "Her boede vi en del år, og havde det rart, når man undtager rotterne, som også trængte ind i stuerne, særlig slemt var det om vinteren, så flyttede de bæster over fra Volden og kulden ind i husene og varmen. Vi måtte hænge alle madvarer op i gryder eller spande under loftet ellers åd de slughalse vores dyrebare mad. Isskab kendte man selvfølgelig ikke til. Her var heller ikke elektrisk lys, men vand var der, det var en stor fremgang for os, der kun havde kendt til at hente vand ved en post ude i en gård. Lokum i gården var en selvfølgelighed. Man kaldte dem retirader, men det var vist at gøre nar af de rigtige retirader." (s.15). "Arbejde var stadig noget man ikke kendte meget til. Og da vi fik en datter mere at forsørge, kunne budgettet ikke holde. Jeg havde købt en trehjulet cykel og kørte nu rundt og klunsede i skraldebøtterne, samt hentede aviser i ejendomme med centralvarme. (Ellers blev aviser brugt til optændning). Det gav ikke så skindet kunne bevares på næsen. Der var ingen vej udvej, fattigvæsenet måtte holde for. Det var for så vidt en tung gang, men nogen anden udvej gaves ikke. Der fandtes nok en såkaldt hjælpekasse, som havde til huse inde i Gothersgade... Der sad man i dagevis for at få foretræde for nogle hovne væsener, der vistnok ud i egen indbildning, mente , at de var Vorherres udvalgte. På lange bænke sad man side ved side og krammede ud med sine familieforhold, og hvad ellers disse overmennesker kunne finde på at forhøre en om. Penge eller anden hjælp fik man ikke straks. Der skulle en undersøger hjem først for at se om, man ikke havde nogle millioner gemt i sengetøjet, hvis man da havde sådant noget. Det var dybt deprimerende og mange gange havde man mest lyst til at stikke en sådan nysgerrig mand et par på snuden, men han eller hun gjorde vel kun sin pligt, og var kun et redskab i systemets tjeneste." (s.15). "Min omtalte båd eksisterede endnu. Lidt ål fik man da stanget ved vintertid, og om sommeren glivede vi ål ude på lavt vand langs Amagerstranden. " (s.15). "Jeg havde sejlet et par måneder med Amerikabådene, så satte inflationen ind i USA. Mange arbejdere landet over, ja over hele verdenen blev arbejdsløse. Jeg blev dog hængene på Amerikabåden United States indtil den blev solgt til Musolini i Italien, hvor den blev brugt til troppetransportskib i hans krig mod Abbesinien. Men så blev jeg afmønstret og måtte indruleres i den tusindstallige skare af arbejdsløse. Hyren blev der ikke blev der ikke mere af. Man opholdt sig på forbundets forhyringskontor, blev der en hyre, bød man på den som på en aktion, den der havde flest stempler fik hyren. Men der var mange kollegaer, der havde samlet flere 100 stempler, så budene var store. Så opgav jeg omsider helt min lyst til søen. Det var jo ikke blevet til ret meget sejlads, men tidernes ugunst havde nok så megen skyld deri. Og nu var jeg blevet forsørger til en kone og 2 børn (piger). Jeg måtte se at finde noget i land. Lige fra jeg i 1919 eller var det i 1920, kom hjem fra Bråskovgård (opdragelsesanstalt), havde jeg sat en ære i at stå i en fagforening. Det var i første omgang blevet hos Søfyrbøderne, nu da mange skibe lagde op, flyttede jeg over i Skibsværftsarbejdernes fagforening. Det kunne man dog ikke gøre sådan uden videre, idet man skulle have mindst en dags arbejde for at flytte over. Hvad gjorde man så? Der var lige så mange arbejdsløse inden for den branche, som andre steder. Hundredvis stillede op på værfterne for at få en dags løsarbejde, men det var som at spille i lotteriet. De fleste måtte gå uforrettet hjem igen. I Sydhavnen lå på den tid skibsværftet Sønderværft. Rygtet sagde, at man havde fået en stor haverist derude. Jeg stillede så mellem alle de andre søgende hver morgen, men selvfølgelig uden resultat, man skulle først mønstre de, der var organiseret i deres respektive forbund. Men en morgen tog man nogle uden for forbundet, jeg var desværre ikke blandt dem. Men nød bryder som sagt alle love. Om aftenen kravlede jeg over plankeværket ved fyraftenstid fandt en pose, som én havde kastet fra sig, gjorde mig beskidt i ansigtet, arbejdstøj havde jeg jo på, det gik man altid i. Henvendte mig til tillidsmanden, han spurgte heldigvis ikke hvor jeg havde været beskæftiget, stemplede posen og jeg kunne gå ned i forbundet og melde mig over. Det var nogle trange år der fulgte. Efter inflationen i Amerika 1929 var verdenen af lave. Overalt i verden gik millioner uden arbejde, samtidig med at man destruerede fødevarer, sultede og frøs menneskene. Og herhjemme i vores lille ravnekrog var det ikke bedre. Dag efter dag, måned efter måned, jeg gik uden at der var udsigt til, at det ville bedre sig. Kontrol dag ud og dag ind, den mest ørkesløse vandring et menneske kan forestille sig. Ja, man gik endda så vidt til sidst, at man forlangte stempel på et ekstra kort for at se om man i det hele taget søgte arbejde. Jeg stillede nede på min tidligere læreplads, Københavns Flydedok, fik mit stempel hver morgen, gik derefter i "Negerhytten" en barakbygning beliggende ved Langebro og fik et nyt stempel. Søgte man arbejde på fabrikker, blev man skrevet op, men sikkert kun for at adressen blev smidt i papirkurven. Overalt så man medlidende på én, som om man var noget til en side, når man kunne tro der fandtes arbejde. Til sidst holdt man helt op med at søge noget. (...) I disse år kom min båd og trehjulet cykel til sin ret igen. Min ældre bror Oluf og jeg klunsede fra morgen til aften. Af og til tog vi en tur på havet, som vi kaldte det, og fiskede brænde eller trak kul. Men vi glivede stadig ål om sommeren. Understøttelsen slap op og man fik besked på ikke at komme før nogle måneder efter, så måtte fattigfar holde for. Og da alt var opbrugt, var det en tung tid at komme igennem." (s. 16-17). "Politikkerne havde ikke den forståelse for den nød, der herskede dengang, og arbejdsgiverne benyttede sig i alt for høj grad af situationen. Især indenfor kontorfaget herskede der anarki. Alle underbød alle lønmæssigt set, men det var også et stort "flip"proletariat (de går med flip på arbejdet), dog indenfor andre fag gjorde noget lignende sig gældende. Jeg blev en dag opfordret til at afløse som skraldemand for en sygemeldt. Ved henvendelse hos vognmanden, fik jeg tilbudt en dagløn, som lå omkring halvdelen af det overenskomsten sagde jeg skulle have. Så takkede jeg af. Men der var såmænd nok en anden, der tog imod tilbudet." (s.17).