Lydside og tid
|
Billedside |
|
Musik: 00.00
|
 |
Sangkor: 00.30
Rejs jer, fordømte her på jorden,
rejs dig, du sultens slavehær!
I rettens krater buldrer torden,
nu er det sidste udbrud nær.
Bryd kun fortids møre mur i stykker,
slaveskare, der er kaldt;
snart verdens grundvold sig forrykker,
fra intet da bliver alt!
Vågn til kamp af jer dvale,
til den aller sidste dyst;
- og Internationale
slår bro fra kyst til kyst.
|
 |
Fortælleren i billedet: 01.26
I 1871 rejste sultens slavehær sig i Paris. Frankrig havde tabt krigen til Tyskerne. Og nu gjorde byens arbejdere oprør. De organiserede paris efter socialistisk mønster, og kaldte den Pariserkommunen. Men Kommunen overlevede kun 71 dage, så gik den franske hær ind og druknede den i blod. 20.000 mennesker blev dræbt under kampene - og under den efterfølgende terror. |
 |
Fortælleren: 01.56
De begivenheder gjorde så stort indtryk på den danske postembedsmand Louis Pio, at han udsendte et skrift som han kaldte "Socialistiske Blade" - og i det skrev han bl.a.:
|
 |
Stemme: 02.08
Den, der overfladisk betragter den stedfundne kamp i Frankrig mellem Kommunen og regeringen vil let slå sig til ro med den tanke, at urolighederne i Paris kun er efterveer fra den store krig med Tyskland. Det turde dog vise sig at være en skøn drøm, som er fremkaldt ved, at man enten ikke vil eller ikke kan se den dybere grund.
|
 |
Fortælleren: 02.32
Den dybere grund Pio skrev om var den bundløse fattigdom, som industri- og landarbejdere levede under i 1870'erne. En Christianshavner fortæller:
|
 |
Stemme: 02.44
Hvilken fattigdom var man ikke vidne til. Dengang var der mange arbejdsløse, man så dem liste langs husmurene. Om vinteren frysende og sikkert også sultne og om sommeren drivende omkring i gaderne eller på Volden, hvor de lå og snapsede den, hvis der ellers var penge dertil. Men ingen så ned på disse ulykkelige mennesker, dertil var der for mange på Christianshavn.
|
 |
Fortælleren i billedet: 03.14
Overalt i arbejderkvartererne var elendighed normen, så der var god grund til at arbejderne skulle slå sig sammen og kæmpe for tålelige vilkår. Det var også det, Pio ville have dem til. Han sluttede første nummer af Socialistiske Blade med at skrive, at han i næste udgave ville gøre det klart, hvad det var arbejderne ville gennemføre - hvadenten det var med loven eller uden.
Det blev opfattet som en opfordring til revolution og borgerskabet rasede:
|
 |
Stemme: 03.42
I sine slutningsord vedkender han sig de socialistiske ideer i alle deres konsekvenser, altså også deres gennemførelse ved almindelig plyndring og mord, så sandt som ingen kan påvise blot en skygge af mulighed for deres gennemførelse ad anden vej.
|
 |
Fortælleren: 03.59
Reaktionen var vildt overdrevet. Pio ønskede ikke plyndring og mord. Han ville bare have arbejderne til at slå sig sammen og kæmpe for deres rettigheder.
|
|
Musik: 04.08
|
 |
Fortælleren: 04.27
Derfor stiftede postembedsmand Louis Pio, boghandler Harald Brix og skolelærer Poul Geleff, Den Internationale Arbejderforening for Danmark.
Det med det internationale var vigtigt. Arbejdere i alle lande skulle forene sig, og Den danske arbejderforening søgte straks om optagelse i den internationale arbejderforening i London, som blev ledet af Friedrich Engels og Karl Marx.
|
|
Fortælleren i billedet: 05.02
I foråret 1872 skete der en række dramatiske begivenheder i København, som fik stor betydning for arbejderforeningen. 2.000 københavnske murere og arbejdsmænd gik i strejke. De havde en arbejdsdag på 13 timer. En time mere end alle andre, og den time - slavetimen, som de kaldte den - den ville de af med. Og Pio støttede strejken. Han indkaldte til møde på Nørrefælled, og i indkaldelsen skrev han:
|
 |
Stemme: 05.29
Men jer, i Guldets dyrkere! I de fattiges udsugere! Eder vil vi endnu engang tilråbe: I har i årtusinder skænket os en bitter livsdrik, vogt jer nu, Målet er fuldt! Lad der ikke komme en eneste dråbe til, eller - det flyder over!
|
|
Fortælleren: 05.46
Det lød voldsomt. Men Pios krav var beskedne. Han ville have en arbejdsminister og en voldgiftsdomstol til at tage sig af faglige stridigheder. Alligevel reagerede myndighederne som om revolutionen nu var brudt ud. Politiet forbød mødet. Men Pio, Brix og Geleff ville ikke aflyse, og så blev de smidt i fængsel.
Det fik arbejderforeningen til at bøje sig. Formelt blev mødet aflyst. Men alle var nok klar over, at arbejderne havde fået nok. Mødet ville blive gennemført.
|
 |
06.22
Soldater og politi gjorde sig klar til kamp.
Flere tusind københavnske arbejdere tog til demonstration på fælleden. Politikens senere redaktør Henrik Cavling var som 14-årig også taget ud for at se hvad der skete:
|
 |
Stemme: 06.45
Fra Nørre Alle opdagede man nu lange rækker af tropper, i alt to batailloner infanteri, husarer på vældige gangere, en vrimmel af politibetjente og - artilleri.
|
|
Fortælleren: 07.01
Magtopbuddet var enormt. Soldaterne gik til angreb på den ophidsede og stenkastende menneskemængde. Slaget på fælleden var i gang, og Henrik Cavling blev fanget midt i kampen:
|
 |
Stemme: 07.14
Fortumlet styrtede jeg afsted - det regnede med knytnæveslag og spark, og først da jeg befandt mig i alleen og kunne samle mine tanker, stod det mig klart, at jeg havde oplevet noget usædvanligt. Det stod mig også klart, at mine møre lemmer længe ville minde mig derom. Men selvfølgelig. Anderledes var det ikke, når man gik til revolution.
|
|
Fortælleren i billedet: 07.41
Der var nu ikke tale om nogen revolution her i fælledparken. Demonstranterne flygtede i panik, og Pio og Brix og Geleff blev bagefter anklaget for højforræderi og idømt strenge fængselsstraffe.
Pio fik 5 års fængsel. Brix og Geleff fik hver 3 år. Deres eneste forbrydelse var i virkeligheden, at de havde sat deres tanker på tryk og indkaldt til offentligt møde her i Fælledparken. To ting de var i deres gode ret til ifølge grundloven.
|
 |
Fortælleren: 08.08
Hærens og politiets brutalitet på fælleden og fængslingen af arbejdernes ledere fik den stik modsatte virkning af den myndighederne havde ønsket. I et brev fra fængslet rapporterede Pio til Friedrich Engels og Internationalens hovedkvarter i London:
|
 |
Stemme: 08.25
Den næste dag meldte omtrent 1500 personer sig ind i foreningen og abonnenterne på bladet steg fra 2000 til 3000, så der er ingen fare for, at det skal gå ind.
Foreningen er også meget ivrig, der er ingen rigtig styr på den, men ånden er fortræffelig.
|
|
Fortælleren: 08.42
Brevet var smuglet ud af fængslet, for Pio var i total isolation. Dengang fik politiske fanger ofte en bedre behandling end kriminelle. Men ikke Pio. Han blev sat i forbedringhus. Dér måtte fangerne ikke have kontakt med andre. På deres gårdture fik de en hætte over hovedet, og ellers sad de i cellen. Forholdene i fængslet nedbrød langsomt Pios helbred:
|
 |
Stemme: 09.14
Indespærringen i de usunde arsenik-forpestede og med utøj befængte huller, der stank af skråsovs og kakkelovnssmørelse, ødelagde fuldstændigt min kraftige konstitution og lagde spiren til den sygdom, der i cellefængslet efter over to års daglige lidelser omsider ved en blodstyrtning bragte mig nær gravens rand.
|
|
Fortælleren: 09.36
Mens Pio, Brix og Geleff blev nedbrudt i fængslet, arbejdede myndighederne videre. Den Internationale Arbejderforening blev forbudt den 14. august 1873.
|
 |
09.49
Det hjalp ikke meget. For to dage efter blev der stiftet en ny Arbejderforening. Pio, Brix og Geleff blev benådet i 1875 efter mere end 3 års fængsel, og året efter holdt foreningen kongres. Her blev dét der anses for at være det danske socialdemokratis første program vedtaget. Dét slog fast, at fremtidens mål - en fri stat og et socialistisk samfund - skulle nås med alle lovlige midler.
|
|
