Lydside og tid
|
Billedside |
|
Musik: 00.00
|
 |
Fortælleren: 00.36
På LOs kongres i 1995 blev de formelle bånd mellem LO og Socialdemokratiet kappet over. Ægteskabet mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen som havde varet i mere end hundrede år skulle fremover være papirløst.
|
|
Musik: 00.51
|
 |
Fortælleren i billedet: 01.09
Det var en historisk beslutning daværende LO formand Finn Thorgrimsson, fremlagde på kongressen, for da arbejderbevægelsen blev grundlagt i 1871 var parti og fagbevægelse en og samme ting. Det var jo simpelthen sådan at fagforeningerne tilsammen udgjorde partiet, og det kom jo også til at hedde Den Internationale arbejderforening for Danmark.
|
 |
Fortælleren: 01.31
Myndighederne bekæmpede Arbejderforeningen med stor nidkærhed. Lederne vandrede ind og ud af fængslet. Og det førte til, at bevægelsens grundlægger Louis Pio måtte flygte til USA i 1877. På det tidspunkt havde bevægelsen kun eksisteret i 6 år og den var i dyb krise. Lønningerne var så lave, at arbejderne ikke havde råd til at betale kontingent til fagforeningerne, og den ene strejke efter den anden blev tabt. Derfor blev Pios flugt en katastrofe, som næsten tilintetgjorde bevægelsen. Det hele måtte bygges op fra grunden igen. Samtidig opstod den tanke, at en del arbejdere måske ikke meldte sig i fagforening, fordi de samtidig så blev medlem af et socialistisk parti. I 1877 skrev Anthon Mundberg, der var redaktør på partiavisen Social-Demokraten:
|
 |
Stemme: 02.26
Hvis den faglige sags fremgang skal betinges af, at så godt som alle vedkommende fags medlemmer er socialister, så kan hverken socialismen eller fagbevægelsen komme nogen vegne. Nej, fagforeningerne må blive et, og det socialdemokratiske parti et andet.
|
|
Fortælleren i billedet: 02.46
Som sagt så gjort. Den 12. februar 1878 blev Socialdemokratisk Forbund stiftet som rent politisk forening. Men reelt var der ingen forskel på parti og fagbevægelse. De ledende personer gik igen begge steder, og når der var tale om strejker eller lock-outer så var det partiet, der organiserede indsamlinger.
|
 |
03.08
Men forestillingen om, at fagforeningerne ville vokse når de blev rent faglige organisationer forblev i nogle år en ønskedrøm. For udover de problemer Pios flugt til USA havde skabt, var der også problemer med at finde lokaler til at samles i. Det fortæller en af pionererne Emil Wiinblad om:
|
|
Stemme: 03.31
Politiet spærrede Arbejderne adgang til alle store lokaler, bl.a. ved at true værterne med at ville fratage dem retten til at afholde offentlig dans, hvis de gav socialistiske arbejderforeninger husly.
|
 |
Fortælleren: 03.46
Bevægelsen havde altså brug for en bygning, så der blev startet en indsamling til en forsamlingsbygning. De aktive arbejdere gav hvad de kunne:
|
 |
Stemme: 03.58
Der blev stiftet et aktieselskab, jeg indbetalte 25 øre, hver gang jeg havde så mange, og fik så et mærke for pengene. Da jeg havde samlet 5 kr. fik jeg udstedt et interimsbevis nr. 1618. Det var i 1876, først i 77 blev de sidste penge indbetalt.
|
|
Fortælleren i billedet: 04.21
I slutningen af 1878 kom der så endelig gang i byggeriet her i Rømersgade i København. Men der manglede hele tiden penge, og det lykkedes kun at holde byggeriet igang ved yderligere indsamlinger og ved hjælp af frivillig arbejdskraft. Men det lykkedes trods alt. Og den 23. april 1879 kunne man så holde indvielsesfest med sang og taler med faner og festmiddag.
|
 |
Fortælleren i billedet: 04.51
Det havde utrolig stor betydning for bevægelsen, at den midt i en tid hvor den havde tilbagegang på alle områder var i stand til at rejse en arbejdernes forsamlingsbygning. Og med festsalen her, fik bevægelsen så et sted hvor den var i stand til at holde sine møder uden indblanding fra politiet. Socialistmarchens ord om "en bygning vi rejser til skærm i vor nød" fik med et konkret betydning.
|
 |
Kor (mel. snart dages det): 05.14
Det knager i samfundets fuger og bånd;
lad falde, hvad ikke kan stå!
Men ræk mig, o broder, din barkede hånd
før i løgn og af sult vi forgå,
en bygning vi rejser til skærm i vor nød,
til arbejdet, liv eller død!
|
|
Fortælleren: 05.46
Nu gjaldt det om at få fagforeningerne på fode igen og om at få nogen fra partiet valgt til rigsdagen. Det var ikke let. Det var kun mænd over 30 år, der havde stemmeret. Kvinder kunne ikke stemme og det kunne mænd uden egen husholdning heller ikke. Det gjaldt f.eks. karle på gårdene og håndværkssvende, der boede hos deres mester. Man mistede også sin stemmeret, hvis man modtog offentlig hjælp.
|
 |
06.11
Systemet var bestemt ikke til socialdemokraternes fordel. Og det var det heller ikke, at afstemningerne foregik i fuld offentlighed og tilmed ved håndsoprækning. Niels Neergaard, der var rigsdagsmand for Venstre fortæller:
|
|
Stemme: 06.26
Stemmeafgivningen var offentlig og overvågedes nøje af flere af byens største arbejdsgivere. Valgtryk lå jo i luften. En skovridder på et af de store lollanske godser tiltalte sine skovarbejdere således: "Ja, i dag stemmer I, folkens, men i morgen stemmer fanden galme jeg!".
|
 |
Fortælleren: 06.51
I 1884 lykkedes det for første gang at få to socialdemokrater valgt. Det var i København, hvor der boede flest arbejdere. Den ene af de to valgte var skomageren Christian Hørdum den anden skrædderen P. Holm. Efter valget skulle der gang i agitationen, fortæller A.C. Meyer. Han havde været aktiv fra partiets start og han skrev til Social-Demokraten. En dag blev han kaldt op på avisens kontor, hvor P. Knudsen, der var socialdemokratiets leder var på besøg:
|
|
Stemme: 07.20
Han spurgte, om jeg kunne påtage mig socialdemokratisk agitation i provinsen. Efter valget af Hørdum og Holm indløb der mange anmodninger om afholdelse af møder, og det krævede en fast agitator.Under provinsagitationen var det regel at tilsende bladet telegrafiske meddelelser. De særlig store møder forbeholdtes stadig Holm og Hørdum og refereredes indgående, medens "flyvende" agitatorer som den djærve smed Ferdinand Hurop, Buldrebassen V.T. Holst og jeg måtte levere korte telegrammer. Et som Holst afsendte fra en agitationsrejse, havde følgende knappe ordlyd: "Horsens 1000 deltagere. Ned med Estrup. Politimesteren gnaven. Holst leve. Send 40 kr."
|
|
Fortælleren i billedet: 08.08
A. C. Meyer organiserede også Arbejdernes Bicycel Club, der kørte rundt i landet og agiterede for partiet. Men den bedste af alle de socialdemokratiske agitatorer var den tidligere teologistuderende Frederik Borgbjerg. I 1892 tog han ud i landet. Besøgte de små provisnbyer, og var ude i landdistrikterne, hvor man aldrig før havde set en agitator. Og møderne vakte opsigt, og han referede dem selv i Social-Demokraten.
|
 |
Stemme: 08.37
Jeg åbnede felttoget med et møde i Nakskov. Vestlolland beherskedes omkring halvfemsernes begyndelse af Højre. Vi havde hverken politiske eller faglige foreninger dengang. I Maribo husker jeg, at vi efter mødet fik samlet syv skomagere, som dannede den første fagforening. I Nykøbing Falster var jeg i løbet af halvfemserne med til at stifte en socialdemokratisk forening tre-fire gange. Den gik stadig i stykker, men til sidst holdt den.
|
|
09.11
Et godt helbred måtte der jo til. Jeg skulle tale i Kallehave. Jeg fik intet honorar. Jeg endevendte mine lommer for at se, om der var penge nok til vognen, men der manglede 10 øre. I stedet for en køretur fik jeg så en fodtur. Jeg vandrede om natten, og det var et forfærdeligt vejr. Vandet styrtede ned og jeg havde storm og regn piskende lige ind i ansigtet. Endelig henad 6-tiden om morgenen havde jeg stridt mig frem til Vordingborg, dyngvåd og dødtræt.
|
 |
Fortælleren: 09.49
Det krævede ikke alene et godt helbred at være agitator. Det krævede også mod. For der er talrige eksempler på, at de aktive blev fyret fra deres arbejde og sortlistet hos mestrene. Det skete også for den første kasserer hos guldsmedene i København:
|
|
Stemme: 10.05
Jeg blev opført på den sorte tavle i guldsmedelauget. Overalt hvor jeg kom, lød det, når de hørte mit navn: Nå, det er kassereren for de røde! Så jeg kunne kun komme ind på små værksteder i kort tid ad gangen, så det var en kummerlig tilværelse. Jeg måtte til sidst, ligesom de andre i bestyrelsen, til provinsen, hvor jeg ikke var kendt. Jeg var den sidste af den første bestyrelse, og efter den tid lå foreningen i dvale.
|
 |
Fortælleren: 10.32
I 1880erne og 90erne begyndte det at gå fremad. Bødker Emmanuel Svendsen har i sine erindringer givet en beskrivelse af tiden:
|
|
Stemme: 10.44
Det blev en urolig tid, hvor arbejderne kom i bevægelse og hvor arbejdsgiverne satte deres stød ind når de skønnede, at der var mulighed for at dukke arbejderne. Det var på en vis måde en anarkistisk tid. Med timers varsel blev arbejderne smidt ud. Eller med timers varsel lagde de værktøjet, pakkede klunset sammen og strejkede. Mange mennesker satte meget over styr og hjem gik ned. Men midt i hele dette mylder mærkede man, at der kom fodslag i rækkerne. Fagforeningerne blev stærkere.
|
 |
